fredag den 25. januar 2008

Dezzer vs Last.fm

Nu har jeg fået gennemført alle ugens opgaver. Jeg har fået smartradioen til at fungere på Deezer, og jeg har fået prøvet Last.fm. Mine umiddelbare tanker er, at jeg endnu ikke ved hvilken jeg synes er bedst. De har begge nogle fordele og ulemper. På Deezer kan man vælge enkelte sange ud, og høre hele sangen. Det kan man ikke i Last.fm. Til gengæld er det ikke alle sange der er tilgængelige i Deezer pga rettigheder. Det er ikke et problem i Last.fm. Men når man kun kan høre 30 sekunder af sangen i Last.fm, så er det egentlig ligegyldig, at man har adgang til alt. Derfor er playlist-funktionen i Deezer klart den bedste.

En anden ulempe ved Last.fm er, at man skal downloade et program, for at det virker. Deezer er totalt netbaseret, så den er lige til at gå til lige meget hvor man sidder.

Når det gælder radioerne, så har jeg prøvet begge. I Deezer valgte jeg rock-radioen. Jeg har ikke hørt så meget endnu, men det lader til at musikken er udemærket. I Last.fm prøvede jeg radioen med taggen rock. Samme type musik som i Deezer, men med en rigtig god blanding af nyere musik og gode gamle klassikere.

Alt i alt er det nok umiddelbart Deezer, der falder mest i min smag. Når jeg bare vil høre musik uden at det skal være bestemte sange, og jeg sidder ved min egen pc, så vil jeg nok bruge Last.fms radio, men sidder jeg ved andre pc'ere, så bliver det Deezer. Og det vil også blive Deezer, når jeg får lyst til at høre bestemte numre. Så må vi bare håbe, at det er numre, de har tilladelse til at spille. Generelt er de to sider bedre end almindelig radio, fordi man slipper for trælse studieværter og endnu mere trælse reklamer hele tiden. Her er det bare en uendelig strøm af god musik, og når der kommer et nummer, man ikke kan lide, ja så kan man bare sige det, og så spiller de det ikke igen. Tænk hvis man også kunne det på ens almindelige radio. Det ville ik' være så ringe endda.

Det var så denne uge. Nu er det heldigvis snart weekend, og hvilken weekend det bliver. Sjældent oplever man så nervepirrende weekender, som denne vil blive, i hvert fald hvis man er bare lidt sports eller især håndbold interesseret. Jeg glæder mig i hvert fald til to ekstremt spændende kampe. Semifinalen lørdag og forhåbentlig finalen søndag. Bare de kære mænd kan holde formen. Jeg bliver helt spændt bare ved tanken om nogle gys der kommer.

Det har nu også været en spændende uge i filmens verden på godt og ondt. Oscar-nomineringer kom tirsdag morgen i USA, og der var en enkelt nominering til Danmark for en kortfilm. Nogle vil mene der var to, men jeg ser ikke Viggo Mortensen som ren dansker. Han er amerikaner med danske rødder, så den tæller maks som en halv nominering til Danmark. Tirsdag var også en sort dag for alle filmelskere. Den unge og meget talentfulde skuespiller Heath Ledger døde kun 28 år gammel. Jeg synes, han var en rigtig god skuespiller og så var han heller ikke værst at se på. Det mest tankevækkende var, at han var lige så gammel som mig. Det er en alt for ung alder at dø i.

Ingen kommentarer: